Jamen, vi har jo ALLEREDE LIGESTILLING i Danmark. Det er den evige sovepude for politisk ligestillingsarbejde i det moderne danske samfund.
Der fandtes engang en uligestilling, der var så godt som umulig ikke at få øje på. Moderen passede børnene, faderen jobbet. Faderen var toneangivende politisk, mens kvinden skænkede te til de vigtige herrer under revolutionen. Så kom de rebelske halvfjerdsere, hvor kvinderne sagde: ”Hent din egen te, jeg er i gang med at sige noget.” Med andre ord: Kvinderne engagerede sig i politik, kvinderne krævede og fik rettigheder. Pludselig ku' kvinder arbejde, få passet børn i institution, uddanne sig og vandt retten til abort. Ja, kvindebevægelsen er siden hen blevet opfattet som århundredets mest revolutionerende bevægelse, og det var stort, det var banebrydende – ja, det var jo for helvede en revolution.
Men så var det også nok. Nu havde de rebelske kvinder fået deres ligestilling, og nu ku' vi så sidde mageligt tilbage på vores sofa med hovedet på sovepuden. For det er, hvad revolutionens mange sejre efterfølgende blev til: en sovepude for politikere til for alvor at bringe ligestilling op igen med handlende alvor. I stedet blev opfattelsen: Vi har ALLEREDE LIGESTILLING i Danmark. Nu har kvinder jo fået ret uddannelse, så hvorfor kræve lederstillinger? Nu har kvinder jo fået ret til at arbejde, så hvorfor kræve ligeløn? Nu kan kvinder jo gå i byen og score, så hvorfor klage over chikane og befamlinger? Husk for øvrigt, at smile kvinde, du er jo kvinde i et ligestillet land. Og folk, der siger vi ikke har ligestilling og stadig stiller krav, er ikke pæne piger. De er hysteriske, sure og paranoide. Så sæt dig ned og læg hovedet mageligt på sovepuden. For det er hvad den blinde positive ligestillingsopfattelse er. En sovepude for politikerne og borgerne i Danmark til for alvor at kræve og handle.
Senest er det blevet cementeret ved to hændelser. Den første er "ligestillingsminister" Manu Sareens lunkne optræden ved den nordiske ligestillingskonference, Nordisk Forum, i Malmø. Den anden er den danske presses reaktion, eller mangel på samme, i kølvandet på EU-rapporten om voldtægt og sexisme.
Til Nordisk Forum i Malmø dukkede Manu Saren op, tydeligvis uforberedt og talte ufokuseret for sin sag. Han lignede alt andet end en mand med engagement, og det blev ikke spor bedre, da han efter kritik for manglende forberedelse blev nærtagende og affejede kritikken som et personangreb frem for at forsvare, hvorfor han overhovedet dukkede op til begivenhederne, når han nu, modsat andre ligesindede og tilstedeværende, ikke havde gjort sig den umage at forberede sig. Men det er nok også bare symptomatisk for en mand, der repræsenterer en regering, der stort set har svigtet og negligeret samtlige aktuelle ligestillingssager: barselsorlov til mænd, lovgivning om prostitution, kvindekvoter med mere. Så meget for anti-feministernes illusion om den ufatteligt store magtfaktor feministerne udgør. Men siden hvornår har den forestilling også haft den mindste antydning af fakta og fornuft over sig?
I kølvandet på den chokerende EU-rapport kom samtlige danske medier (der ellers hellere end gerne kaster sine kritiske øjne på uligheder, hvis det eksempelvis drejer sig om fattige versus rige) til at gøre sig selv til presseetikkens internationale sorte får, da de med en nærmest afstumpet ligegyldighed let rystede den ellers, set med danske øjne, store mundfuld af en chokstatistik, rapporten publicerede. Herunder, at hele 80 procent af danske kvinder oplever at blive chikaneret samtidig med, at over halvdelen af alle danske kvinder oplever at blive udsat for kønsrelateret vold.
Hvor engelske aviser kaldte det for indrømmede hændelser, kaldte den danske presse det for påståede. Arabiske Al Jazeera gik analytisk til rapporten, og indiske Hindustin Times diskuterede tallene med fokus på, hvordan mange kvinder føler for megen skam og skyld til nogensinde at turde rapportere overgreb.
Med andre ord: rød alarm fra diverse bekymrede udenlandske aviser, endda fra mange af de verdensdele vi danskere vurderer som ligestillingsmæssigt tilbagestående, mens "Über-ligestillings Danmark" viste en indifference på linje med… Ja, jeg mangler eksempler.
Temmelig rystende for et land, der angives til at ligge i top, hvad angår seksuel vold og chikane, og lavt hvad angår klageindgivelser over samme, og hvor der falder domme over en helt forsvindende lille procentdel af alle anmeldte voldtægter. Altså af de anmeldte voldtægter, der i forvejen er få af i forhold til voldtægter, der aldrig bliver anmeldt. Reaktionen på EU-rapporten var enten ligegyldighed eller en nonchalant afvisning af statistikens validitet. For så snart der kommer en undersøgelse, der viser en kønnet slagside mod danske kvinders retning, noget som kan rykke på vores fundamentalistiske opfattelse af at vi allerede har suveræn ligestilling, er tendensen at vi reagere med forsvarsmekanismer i form at af affeje eller mistænkeliggøre det åbenlyst problematiske, fremfor at vise format til at granske og analysere det. For hvis ikke, hvorfor udeblev debatten i kølvandet på EU-Rapporten så helt? Hvorfor blev der aldrig spurgt til hvorfor 80% af alle danske kvinder oplever at blive chikaneret i løbet af deres liv? Hvorfor blev der aldrig spurgt til hvorfor 52% af alle danske kvinder oplever kønsrelateret vold? Er det fordi danske kvinder er mandehadende hysteriske snerper? Er det fordi danske kvinder ikke opfatter tilbud om sex eller klap på røven som en kompliment? Har mændene ikke en andel i dette? Ikke en en eneste seriøst debat om hvad der tydeligvis viser en skævvridning i opfattelsen af hvordan man kan tillade sig at gebærde sig under forehavende af at flirte og komplimentere, eller hvad man gør i det hemmelige fordi man ikke kan styre sine tilbøjeligheder, det være sig i hjemmet, bag lukkede døre på natklubben, i et mørkt hjørne i en busk, på Roskilde Festival, på arbejdspladsen eller i natklubben. Temmelig symptomatisk for hele forløbet, er den nærmest forståelige uvidenhed Nyhedschef hos Radio24syv, Simon Andersen den 2. august blotlægger, da han efter et debatprogram mellem Irene Mantuefel og Christopher Arzrouni, forvirret spørg til om det mon kan passe, at der er så mange kvinder, der oplever at blive seksuelt krænket i det offentlige rum. For hvor skal han vide det fra, når pressen i den grad vægrer sig fra at belyse problematikken.
Men måske passer den sindssyge logik om, at i takt med, at kvinder tidligere fik en masse rettigheder, er sympatien for dem forsvundet og blevet forvandlet til en uempati, der gør at man ikke kan opfatte hensynsløse og traumatiserende gerninger som overgreb. Overgreb, som hvis de hændte i samme omfang i Iran, sikkert ville blive fordømt af de talrige danske aviser. Men fordi det nu engang er "Über-ligestillings Danmark", bliver disse overgreb mødt med kulde og indifference, og så ellers lige en opfølgende kvindesmædekampagne i Politiken tre dage efter publicering – altså på Kvindernes Kampdag.
Men med en regering, der konsekvent sidder feminister overhørig, en højrefløj, der truer med helt at nedlægge Ligestillingsministeriet, en statsfinansieret kanal, DR, der bruger vores skattepenge på at finansiere programmer, der blåstempler prostitution og viser objektiviserende gammelsexisme i form af det perverterede program Blachman, og en presse, der mangler etik og journalistiske normer til at tage grelle overgrebsstatistiker alvorligt, og ligner Danmark for alvor et land i ligestillingskoma.
For Politiken synes det nærmest at være helt modsat, fordi de vender det hele på hovedet og benytter Kvindernes Kampdag til at dæmonisere kvinder og gøre landets tilnærmelsesvist overgrebsundtagede væsener (mænd) til ofre for landets aggressorer: danske kvinder, der tør sige fra over for at blive skæmmet med den beviselige udbredte sexisme og sexchikane.
Gid pressen ville følge udenlandske mediers eksempel og tage voldtægt alvorligt. Også selvom det altså bare nu engang hænger sådan sammen, at det sjældent er mænd, men derimod kvinder, der er ofre for denne forbrydelse. Gid Danmark vil vågne op fra sit ligestillingskoma og øjne uretfærdighed, når en person forulempes, selvom personen ikke er en hjemløs mand, men en almindelig kvinde. Øjne uretfærdighed, når nogle af det sørgelige fåtal af kvinder, der tør vise mod til at rette henvendelser efter at være blevet groft befamlet, i stedet for straks at mistænkeliggøre hende. Øjne forskellen på den iltre spelt-mor fra Østerbro, der kan finde på at snerre af selv den bedste og den sårede kvinde, der med skælvende stemme tager mod til sig til indrømme en voldsomt ydmygende krænkelse. Øjne uretfærdighed, når en rapport sender så alarmerende et signal om en kultur, hvor der temmelig åbenlyst enten hersker en forkvaklet skæv opfattelse af, hvor grænserne for "flirten" går, såvel i byen som på gaden som på arbejdspladsen, hvis det da ikke ligefrem er tilfældet, at mændenes udnytter en kynisk bevidsthed om, hvor meget man faktisk konsekvensløst kan blæse på intimreglerne som mand i nutidens Danmark – en nation i ligestillingskoma.
